lørdag den 4. april 2009

Find din karrierevej i it-branchen

Jo mere du forstår din egen karrieretype, jo bedre kan du styre din karriere. Karriererådgiver Bodil Damkjær har beskrevet typiske karriereveje inden for it-branchen.

AF Journalist Nina Ferdinand interview

Specialisten
Er fagligt fokuseret og søger faglig indflydelse. Arbejder sig dybere og dybere ned i et meget snævert område, og skal nå et højt fagligt niveau, før han er tilfreds med sig selv. Derfor har han modvilje mod forandringer og kan bedst lide kendte og nye opgaver inden for et fagligt snævert felt. Dette er typen, der altid snakker arbejde, og man skal have et højt fagligt niveau for at opnå respekt hos specialisten. Kan godt lide at fordybe sig og er detaljeorienteret.

Generalisten
Har helt naturligt altid tre typer opgaver på skrivebordet – de rutineprægede, de kendte og de nye. Generalisten er ikke bekymret for nye områder, men de skal være beslægtede med dem, han kender i forvejen. Dygtig kommunikator, der ofte evner at snakke med folk fra andre fagområder, som han typisk er bindeleddet mellem. Han er god til at have overblik over mange opgaver på én gang, men til gengæld kan han tabe tålmodigheden, hvis han skal for dybt ned i stoffet – så hellere overlade det til specialisten.Kan have funktion som for eksempel it-chefer uden personaleansvar, it-konsulenter eller it-sælgere.

Entrepreneuren
Beskæftiger sig kun med kendte og nye opgaver og gider ikke det rutineprægede og administrative arbejde. Han har modet til for eksempel at sætte sig ned og lære et nyt programmeringssprog, hvis opgaven kræver det, og han tør kombinere sin interesse for it med andre fag. For entrepreneuren skal der hele tiden ske noget nyt – det værste han ved, er at kede sig. Han er så modig og har så stor energi, at man kan have svært ved at se den røde tråd i hans karriere. Han er risikovillig og vil ikke gentage sig selv. En kendt entrepreneurtype er Martin Thorborg, der startede Jubii, da det var en helt ny idé, og forlod det, før det blev for trivielt.

Ingen karriere
Folk, der ingen karriere har, opdager det typisk, når de bliver opsagt og får sig et chok. Denne type foretrækker rutineprægede opgaver og har ikke lyst til at lære noget nyt. Han forbliver i den samme stilling med de samme arbejdsopgaver år ind og år ud. Det er især en fare for specialister, der kun specialiserer sig i ét emne uden udvikling, men man kan møde folk uden karriere i alle typer stillinger, samfundslag og brancher. Alle kan gå i stå, også direktører.

Læs hele artiklen: http://www.prosa.dk/bliv-medlem/nyhed/artikel/find-din-karrierevej-i-it-branchen/

Ingen kommentarer: