Al den snak!

Al den snak om, at 80% - 70% - 60% af alle stillinger ikke annonceres er at stikke blår i øjnene på de ledige. Der er ikke arbejde til alle dem der gerne vil have arbejde. Stillingerne besættes ikke hen over hovedet på de ledige. Der bliver procentvist rekrutteret internt og eksternt på samme måde, som der altid er blevet.

Virksomhederne er blevet bedre til at håndtere uopfordrede ansøgninger, men stadigvæk lander de fleste uopfordrede ansøgninger i skraldespanden. En uopfordret ansøgning kan ikke skabe en stilling, som ikke findes.

Hvis en jobsøgende skal sende 10 ansøgninger på opslåede stillinger for at komme til jobsamtale. Så skal den samme ansøger sende 50 uopfordrede ansøgninger for at komme til samtale på en stilling, som måske bliver oprettet eller ledig indenfor de næste 6 måneder. Det er et meget stort arbejde at søge uopfordret en metode de fleste først griber til, når antallet af annoncer er meget lavet og antallet af ansøgere meget højt. Hvilket jeg anser for sund fornuft.

Der er tradition for at ikke alle stillinger opslås ledigt i det private til forskel fra i det offentlige, hvor lovgivningen pålægger det offentlige at annoncere alle stillinger. Nepotisme findes fortsat i det offentlige og stillingsopslag er navngivet på forhånd. Men det er mit indtryk at lovgivningen på området har haft en gavnlig effekt.

Når nepotisme dominerer rekrutteringen udhules kvaliteten og fagligheden langsomt, det får hurtigt indflydelse på konkurranceevnen. Den metode er langtfra holdbar i et samfund, hvor kravene til effektivitet er høj. Nepotisme gavner ikke ligestilling.